Ved refraktiv linsekirurgi (RLE) fjernes den naturlige linse og erstattes med en kunstig. Der findes flere typer, og øjenlægen rådgiver dig om, hvilken der passer bedst til dine øjne og din hverdag.
Monofokal linse
Den klassiske linse med ét brændpunkt. Den gør dig uafhængig af afstandsbriller, uanset om du før var nær- eller langsynet. Et godt resultat kræver en præcis beregning af linsens styrke, som bl.a. måles med laser. Har du bygningsfejl, bør du vælge en torisk linse.
Torisk linse
Ved bygningsfejl (astigmatisme) har øjet ikke samme brændpunkt i alle retninger, oftest fordi hornhinden er mere aflang end rund. Toriske linser retter fejlen og har været brugt i Danmark i knap 20 år med gode resultater.
Multifokal linse
Med alderen mister øjets linse evnen til at skifte fokus, og efter ca. 45 år bliver det svært at læse uden briller. En multifokal linse deler lyset mellem mindst to brændpunkter, så der hele tiden er et billede til afstand og et til nærsyn. Hjernen vælger automatisk det skarpe.
Ulemper ved multifokale linser
- Svagere kontrastsyn, fordi lyset deles
- Behov for mere lys, især ved nærarbejde
- Lysspredning og blænding om lyskilder i mørke, fx billygter
- Enkelte oplever flere ulemper end fordele og kan få linsen skiftet til en monofokal
EDOF-linse
EDOF (Enhanced Depth of Field) har én styrke, men moderne optik giver større dybdeskarphed, så du ser skarpt på flere afstande. Den giver færre ringe ("halos") om lyskilder end multifokale linser og et mere naturligt syn. Til gengæld er nærsynet ikke helt lige så godt.
EDOF kan kombineres med monovision, hvor det ene øje indstilles til afstand og det andet til nær. Det kan give bedre læsesyn end to EDOF-linser indstillet til afstand.
Monofokal
Skarpt på én afstand. Læsebriller til nær.
Torisk
Monofokal, der også retter bygningsfejl.
Multifokal
Afstand og nær uden briller. Mindre kontrast og mere blænding.
EDOF
Flere afstande med færre lysringe. Lidt svagere nærsyn.
Risici og bivirkninger
Refraktiv linsekirurgi er den samme operation som en grå stær-operation og er et sikkert og velafprøvet indgreb. Men det er en operation på et øje, der ofte ser godt med briller eller kontaktlinser i forvejen. Derfor er det vigtigt, at du kender risiciene, før du beslutter dig. Vi gennemgår dem altid med dig ved forundersøgelsen.
Lysringe og blænding (halos og glare)
Mange oplever ringe eller stråler om lyskilder i mørke, fx billygter og gadelamper. Det er mest udtalt med multifokale linser og mindre med EDOF- og monofokale linser. For de fleste aftager generne i løbet af de første måneder, efterhånden som hjernen vænner sig til linsen. Hos enkelte forsvinder de ikke helt, og i sjældne tilfælde kan linsen skiftes.
Nedsat kontrastsyn
Særligt multifokale linser deler lyset mellem flere afstande. Det kan give et lidt mattere syn i dårligt lys og et større behov for godt lys ved læsning.
Nethindeløsning
Når øjets egen linse fjernes, øges risikoen for nethindeløsning en smule, også flere år efter operationen. Risikoen er størst hos stærkt nærsynede, hos yngre patienter og hos mænd. Nethindeløsning kræver hurtig operation på en øjenafdeling, så det er vigtigt at kende symptomerne (se nedenfor).
Restbrillestyrke
Selv med præcise målinger kan der være en lille brillestyrke tilbage. Den kan rettes med briller, laserbehandling eller i sjældne tilfælde udskiftning af linsen. En torisk linse kan dreje sig lidt i øjet og skal da rettes til.
Efterstær
Hos ca. 20 % bliver kapslen bag linsen uklar måneder til år efter operationen. Det behandles hurtigt og smertefrit med laser. Læs om efterstær
Andre mulige komplikationer
- Tørre og irriterede øjne i den første tid
- Hævelse i den gule plet (makulaødem), som giver sløret syn og behandles med øjendråber
- Forhøjet tryk i øjet i dagene efter operationen
- Infektion inde i øjet. Den er meget sjælden, men alvorlig og kræver akut behandling
Du mister også øjets naturlige evne til at skifte fokus. Er du yngre og kan læse uden briller i dag, er det en vigtig del af overvejelsen.
Kontakt os straks, hvis du efter operationen får
- Tiltagende smerter eller rødme
- Faldende syn
- Lysglimt, mange nye mørke prikker eller en skygge, der breder sig i synsfeltet
Uden for åbningstid: ring til lægevagten.